Om Ledbalance.dk
Mensendieckgymnastik er en individuel gymnastik, hvis formål er at skabe den størst mulige harmoni og balance i kroppen – i såvel ro som i bevægelse. Mensendieck er et gymnastiksystem, der lærer dig den rette brug af kroppens muskler og led og øger din kropsbevidsthed.
Ikke alene som et middel til at opnå styrke og smidighed, men i lige så høj grad til opbygning af en god holdning med balance i muskelgrupperne og en naturlig frihed i bevægelserne.
Mensendieck er for alle – uanset alder, køn eller kondition – der ønsker en kvalificeret instruktion i, hvordan kroppen kan bruges bedre. Mensendieckgymnastik er en anderledes form for styrketræning, som forbedrer muskelkontrol, koordination og balance. Målet med mensendieckgymnastikken er at få en velfungerende krop og bevare den sådan.
Mensendieckgymnastik giver større velvære, en stærk krop med en smuk og harmonisk kropsbalance. Evt. kropsfejl korrigeres, og du instrueres i at stå, gå og sidde hensigtsmæssigt.